Hent vores folder i PDF-format her
5. oktober 2015 kl. 19.00
Nebraska
USA 2013
Instruktør: Alexander Payne
Spilletid: 1 t. 50 min.
Woody Grant, der er godt oppe i årene, lettere alkoholiseret og altid i et halvdårligt humør, modtager en dag et lyssky brev, der hævder, han har vundet en million dollars, som skal afhentes i Nebraska. Nu bliver den gamle mand besat af tanken om at få fat i pengene. Woodys voksne søn mener, at brevet er det rene fusk, men da han aldrig har følt, at han virkelig kender sin far, tager han med på et begivenhedsrigt road-trip tværs gennem landet for at indkassere den ikke-eksisterende gevinst i faderens barndomsby, og derved blive lidt klogere på sit fædrende ophav.
19. oktober 2015 kl. 19.00
Min søns familie
Japan 2013
Instruktør: Hirokazu Koreeda
Spilletid: 2 t.
Arkitekten Ryota og hustruen Midori får vendt op og ned på tilværelsen, da et telefonopkald fra hospitalet meddeler dem, at deres seksårige søn Keita blev forbyttet ved fødslen og derfor ikke er deres biologiske barn. Nyheden kommer som et stort chok, og den ærekære Ryota får pludseligt svært ved at føle samme uændrede hengivenhed over for Keita. Da parret møder den ubekymrede og kærlige familie, som har opdraget deres biologiske søn de sidste seks år, må Ryota træffe et afgørende valg mellem „blod‟ og „kærlighed‟ – et valg, der vil ændre begge familiers liv for altid.
2. november 2015 kl. 19.00
Om heste og mænd
Island 2014
Instruktør: Benedikt Erlingson
Spilletid: 1 t. 21 min.
Et barokt, absurd, komisk drama, der udspiller sig i en fjern dal på Island, hvor indbyggernes største interesse er deres heste, som de elsker overalt på jorden. Kolbein og Solveig elsker også hinanden, men efter en middag går det helt skævt, da Solveigs hingst bespringer Kolbeins smukke, hvide hoppe, mens han stadig sidder på hende.
Også andre øboere knytter tætte bånd til deres stolte gangere f.eks. alkoholikeren Vemhardur, hvis hest, Jarpur, synes at gengælde hans kærlighed.
16. november 2015 kl. 19.00
Hende
USA 2013
Instruktør: Spike Jonze
Spilletid: 2 t.
Theodore, der lever af at skrive kærlighedsbreve for folk, der har svært ved at udtrykke følelser, er netop kommet ud af et langvarigt forhold, og er både ensom og smådeprimeret.
For at komme videre med sin tilværelse køber han et operativsystem, der tilbyder et intuitivt „væsen‟, som er skræddersyet til sin bruger.
Langsomt begynder Theodore at knytte sig til dette underholdende, varme, men alligevel kunstige væsen ved navn Samantha, og venskabet udvikler sig til et anderledes kærlighedsforhold.
Fik en Oscar for bedste originalmanuskript
30. november 2015 kl. 19.00
Leviathan
Rusland 2014
Instruktør: Andrej Zvjagintsev
Spilletid: 2 t. 20 min.
Mekanikeren Kolja bor med sin kone og søn på den nordrussiske Kola-halvø. Lillebyens korrupte borgmester presser Kolja for at købe hans jord, hus og værksted. Kolja allierer sig med soldatervennen, der nu er advokat i Moskva. De synes at have gode kort på hånden. Men borgmesteren holder sig ikke tilbage for at bruge sin (il)legitime magt. Det udvikler sig voldsomt… har de overhovedet en chance i dette gudsforladte udsted?
Vinder af Golden Globe. Hædret for bedste manuskript i Cannes, 2014
14. december 2015 kl. 19.00
My Sweet Pepper Land
Irak/Frankrig/Tyskland 2013
Instruktør: Hiner Saleem
Spilletid: 1 t. 40 min.
Efter Saddam Husseins fald bliver krigshelten Baran sherif i et lovløst område mellem Tyrkiet og Irak. Området er et mekka for smugling og illegal handel, styret af den lokale klanleder Aga Azzi. Baran møder den unge kvinde Govend, landsbyens nye ugifte, idealistiske skolelærer. De to kæmper på sin vis en fælles kamp.
Den visuelt bjergtagende film er en slags kurdisk "western" og har en underholdende, både dramatisk og humoristisk grundtone.
Traditionen tro er der julehygge efter filmen
11. januar 2016 kl. 19.00 - OBS: Oprindeligt planlagt til 22/2
I samarbejde med Sønder Tranders menighedsråd
Ida
Polen 2013
Instruktør: Pawel Pawlikowski
Spilletid: 1 t. 22 min.
18-årige Anna er forældreløs og har levet hele sit liv i klostret, og snart er hun parat til at aflægge løftet om et liv som nonne. Men inden da, bestemmer abbedissen, skal Anna møde sin eneste slægtning. Mødet med den letlevende moster, Wanda, ændrer alt for Anna. For Wanda har noget at fortælle om Annas sande identitet og om, hvordan pigen mistede sine forældre under 2. verdenskrig. Ida er en perfekt film om identitet, tilgivelse, uret, sanselighed og kærlighed.
Efter filmen er der oplæg til diskussion
25. januar 2016 kl. 19.00
Vintersøvn
Tyrkiet 2014
Instruktør: Nuri Bilge Ceylan
Spilletid: 3 t. 16 min.
Aydin er blevet rig som skuespiller, men har forladt faget for at blive klumme-skribent og forfatter – tilbagetrukket i Anatoliens bjerge, hvor han bl.a. driver et hotel. Hos ham bor hans unge kone, der har lagt alt til side for at følge sin mand, samt hans nyligt fraskilte søster. Omkring Aydin trives kulde, kynisme og arrogance. Efterhånden som vintersneen lægger sig over landsbyen, bliver der rig lejlighed til at udfolde alle konflikter – omgivet af storslåede scenerier.
Vinder af den gyldne palme i Cannes, 2014
8. februar 2016 kl. 19.00
Mr. Turner
Storbritannien 2014
Instruktør: Mike Leigh
Spilletid: 2 t. 30 min.
Filmen følger den feterede engelske 1800-talsmaler J.M.W. Turner Turner fra han er ca. 50 til hans død et kvart århundrede senere. Turner blev stadigt mere excentrisk med årene, og Leigh fokuserer på den skrigende modsætning mellem kunstnerens forhold til kunsten og til omverdenen. I filmen illustreres med gyldne nuancer, når kunstneren helliger sig sin metier og brunlige hverdagsfarver, når de komplicerede relationer til faderen, husholderen Hannah og den hemmelige kærlighed Sophia skildres. Filmens farvepalet giver os symbolsk adgang til dobbeltmennesket Turner: En grovkornet, gryntende, gnaven og genial mand, et helt almindeligt menneske, og en stor, disciplineret og visionær kunstner. En fremragende film.
22. februar 2016 kl. 19.00 - OBS: Oprindeligt planlagt til 11/1
Irrational Man
USA 2015
Instruktør: Woody Allen
Spilletid: 1 t. 36 min.
Abe Lucas (Joaquin Phoenix) der er midt i en depression, skal undervise på sommerkurserne i filosofi på det fiktive Brailyn College. Vi møder ham på vej dertil i bil gennem solbeskinnede sommerlandskaber, med den ene hånd på rattet og den anden om lommelærken. Idyllen varsler ikke det moralske uvejr, der er i vente...
Joaquin Phoenix og Emma Stone leverer brillante præstationer, og Irrational Man byder på en overraskende, genialt grotesk slutning.
Efter filmen er der generalforsamling
7. marts 2016 kl. 19.00
Philomena
Overraskelsen i denne sæson bliver Philomena, Læs om filmen på Scope
21. marts 2016 kl. 19.00
Birdman
USA/Frankrig 2014
Instruktør: Alejandro González Iñárritu
Spilletid: 1 t. 59 min.
Alejandro G. Iñárritu, kendt fra film som Babel og Biutiful har lavet en helt fantastisk film om kunst og virkelighed. Michael Keaton spiller skuespilleren Riggan Thomson, der forsøger at gøre kunstnerisk comeback, efter for mere end 20 år siden, at have været stjerne i superheltefilmen Birdman. Nu sætter han et Raymond Carver novelle manuskript op på Broadway for at tjene penge og vise, at han er andet end en afdanket superheltestjerne. Men intet går som det skal. Birdman-figuren overtager ofte hans hoved og styrer hans liv. Problemer i privatlivet og med en hyret metodeskuespiller på scenen er ved at ødelægge det hele. Der er næsten ingen klip i filmen, og det er vigtigt. Vi er sammen på en næsten surrealistisk rutschetur. Musik, film, liv og fantasi er flettet mageløst sammen. Det er stor kunst – og så er det også morsomt.