Om filmene i Filmklub Kanalen 2005/2006

3. oktober 2005 kl. 19.30

Frida

USA 2002

Instruktør: Julie Taymor

Spilletid: 1 t. 55 min.

Grafik1Filmen tegner et yderst sensuelt portræt af den nu verdensberømte mexicanske malerinde Frida Kahlo (Salma Hayek), 1907-54, og hendes smertefulde, kon­tro­ver­sielle og kom­promisløse liv som po­litisk og kunstnerisk revolutionær. En usædvanligt smuk beretning om hendes komplicerede og intense had/kærlighedsforhold til sin læremester og ægtemand, den revolutionære maler Diego Rivera (Antonio Banderas), hendes skandaløse, erotiske forhold til kvinder og utilladelige affærer med Leon Trotskij.

Frida har fået anmeldere og publikum til at falde i svime og filmen har både vundet to Oscars og er blevet prisbelønnet på Venedig Film Festival. Salma Hayek leverer sin hidtil bedste præstation, i sin længe ventede ønskerolle som Frida og de øvrige medvirkende - bl.a. Antonio Banderas - gør de Frida til en livsbekræftende hyldest til stormende kærlighed, lidenskab og en fascinerende kvinde.

17. oktober 2005 kl. 19.30

Barbarernes invasion

Frankrig, Canada 2003

Instruktør: Denys Arcand

Spilletid: 1 t. 35 min.

Grafik12Den intellektuelle og midaldrende professor i historie Rémy er alvorligt syg af kræft og ligger på dødslejet. Her får han den sidste tid til at gå med at analysere sig selv og sin tilværelse. Hans søn, Sébastien, en succesrig forretningsmand i London, bliver kaldt hjem. Men deres forhold er noget anstrengt. For Rémy repræsenterer Sébastien alt barbarisk i verden: det nonintellektuelle, bjergsomhed og kapitalisme, der truer alt det, han selv står for. Sébastien er tilsvarende forbeholden over for sin far, der i sin tid forlod ham og hans mor. Men sønnen får hurtigt gjort faderens hospitalsophold til lidt af en fest. Og inden vi ser os om dukker en lang række, farverige personer og venner fra Rémys liv - inklusiv tidligere kærester - op rundt om sygesengen.

Filmen vandt priserne for "bedste kvindelige skuespiller" og "bedste manuskript" ved Cannes Festival 2003.

31. oktober 2005 kl. 19.30

Maria Full of Grace

USA, Colombia 2004

Instruktør: Joshua Marston

Spilletid: 1t. 41 min.

Grafik2I hjembyen i Colombia har 17-årige Maria et job i en blomsterplantage. Et job hun hader og som slider hende op. Men hun brødføder hele sin familie. Hun har en kæreste som hun ikke elsker. Men hun er gravid. At hun falder for fristelsen er derfor helt forståeligt. Med 62 store, dødsensfarlige heroinkapsler i maven er hun som "muldyr" på vej til New York og den kontante belønning. Men her går alt galt. Helt på bar bund, helt alene, i en vildt fremmed storby uden at kunne sproget, på flugt fra narkogangstere, står Maria tilbage med ansvaret for sit ufødte barn og fortvivlende få, desperate muligheder.

En yderst rystende film om fattigdom og dens ofte desperate skæbner, hvor det håndholdte kamera og de nærmest dokumentariske billeder siger mere end store ord.

Maria Full of Grace blev kåret som "publikums favorit" ved Sundance festivalen, og filmens ukendte hovedrolleindehaver Catalina Sandino Moreno modtog en sølvbjørn ved Berlin filmfestival for sit portræt af Maria.

14. november 2005 kl. 19.30

8 Kvinder

Frankrig 2002

Instruktør: François Ozon

Spilletid: 1t. 43 min.

Grafik3Vi er i Frankrig i 1950'erne. I en stor, afsides beliggende villa uden kontakt til omverdenen samles en familie med husets herre, Marcel, og 8 kvinder! for at fejre den kommende jul, mens sneen falder stille udenfor. Men den forventede hyggelige sammenkomst ændres radikalt og voldsomt, da Marcel bliver fundet død med en kniv i ryggen. Alle 8 kvinder har et motiv eller har haft mulighed for at begå mordet. Men hvem: Den myrdede Marcels dominerende hustru, Gaby, som leder og fordeler hverdagen? Eller hendes meget ugifte søster Augustine, en gammeljomfru, der hævner sin manglende evne til at finde den rette mand ved at blive boende hjemme? Svigermor er altid en oplagt mulighed, og i Mamy har vi et pragteksemplar af irriterende, tilflyttende middelklasse! Kan det være den unge, kønne og selvbevidste stuepige, Louise? Den alt-om-sig-favnende kokkepige Chanel, som reelt har været mor for husets to døtre? Eller måske en af de to døtre Catherine, den yngste, forkælede og sjove eller Suzon, den ældste, der studerer i udlandet? Endelig er der Marcels søster, Pierrette, sensuel og mystisk - og med en fortid?

En lystig blanding af krimi og musical med mesterlige skuespilpræstationer.

28. november 2005 kl. 19.30

Når mændene kommer hjem på ferie

Tunesien/Frankrig 2000

Instruktør: Moufida Tlatli

Spilletid: 2 t. 2 min.

Grafik4Det er en højst usædvanlig og fremmed verden vi her bliver præsenteret for. Filmen fortælles i et par lange tilbageblik, hvor kvinden Aïcha vender tilbage til det hus på øen Djerba, hvor hun tilbragte de mange år af sit liv, hun var gift med Saïd. Årene på Djerba var præget af længsel og utilfredshed. I huset boede Aïcha sammen med en række kvinder, der alle var gift med er­hvervs­aktive mænd, som havde travlt med at tjene penge i hovedstaden Tunis. Der­for var konerne udstationeret på Djerba sammen med Aïchas svigermor, en skrap fangevogter som kun havde sin søns velbefindende i tankerne, og kun en gang om året kom mændene hjem på ferie.

Filmen beskriver både de ensomme og ofte indelukkede dage for kvinderne i huset på øen, men også kvindernes opstemte glæde, snak om afsavn og fysisk kontakt og deres fjantede pyntesyge når mændene kommer hjem på ferie.

12. december 2005 OBS kl. 19.00

Populærmusik fra Vittula

Sverige, Finland 2004

Instruktør: Reza Bagher

Spilletid: 1 t. 46 min.

Grafik5Dette er en film om venskab når det er stærkest og svigt når det er størst. En skøn og tankevækkende fortælling om barndomsvennerne Matti og Niila, deres opvækst i et hårdt og konservativt miljø i 60' og 70'ernes Tornedal og deres store drøm om en dag at blive rockstjerner. Historien udspiller sig i det nordlige Sverige tæt på den finske grænse - et sted hvor befolkningen føler sig udenfor, underlegne og anderledes - hverken rigtige svenskere eller finner. Vi er i midten af 60'erne, hvor asfalten og rockmusikken gør sin entré. Da Niila en dag får foræret en rigtig grammofonplade af sine fætre fra USA, lister de to drenge sig ind på det allerhelligste - Mattis søs­ters værelse - for at høre pladen. De lægger pladen på skiven og lader nervøst pickuppen fange rillen. Pludseligt drøner Rock'n'roll musikken ud i værelset. Efter målløst at have lyttet Beatlessinglen til ende er de klar over, at de netop har været vidner til noget rigtig stort! Det er en film om mærkelige skæbner, mystiske karakterer og vilde fester med hjemmebrændt og saunabade, men frem for alt en øm og kærlig fortælling om Matti og Niilas venskab, deres drømme om et andet liv og om Mattis svigt overfor sin bedste ven i livet - Niila.

Traditionen tro er der julehygge efter filmen!

16. januar 2006 OBS kl. 19.00

Arven

Danmark 2003

Instruktør: Per Fly

Spilletid: 1 t. 46 min.

Vises i samarbejde med Gug-Sønder Tranders menighedsråd.

Grafik13

En patriarkalsk forretningsmand dør, hvorefter sønnen overtager firmaets tunge arv. Det kunne lyde som råskitsen til Francis Ford Coppolas grandiose gangstertragedie Godfather hvor sønnen betaler en høj personligpris for at føre familiedynastiet videre. Men det er grundplottet i Per Flys prisbelønnede drama Arven, det andet kapitel i instruktørens trilogi om den danske virkelighed i underklassen, middelklassen og overklassen.

Sønnen Christoffer, der spilles af Ulrich Thomsen, tilhører fjerde generation i en familie, der står bag Stålvalseværket Borch Møller A/S. Han lever lykkeligt sammen med sin Maria i Stockholm og har derfor ikke lyst til at overtage ledelsen af virksomheden efter faderens selvmord. Men den sociale arv er lige så tung som det metal, der støbes på det gamle værk?

Årets mest sete danske film i 2003! Vinder af 6 Robert og 2 Bodil statuetter! Udråbt til et mesterværk af den samlede danske filmpresse!

Efter filmen er der oplæg til diskussion ved sognepræst Hanne Pahuus

30. januar 2006 kl. 19.30

Et dristigt kys

England/Belgien/Tyskland/Spanien/Italien 2004

Instruktør: Ken Loach

Spilletid: 1 t. 44 min.

Grafik6Et dristigt kys handler om den pakistanske andengenerations-indvandrerdreng Casim, der læser økonomi og arbejder som DJ på nogle af Glasgows mest hippe spillesteder og drømmer om at åbne sin egen klub en dag. Men Casim får for alvor samfundets fordømmende normer - og sin egen families religiøse baggrund - at mærke, da han som muslim forelsker sig i den katolske pige, Roisin. Da forholdet mellem de to unge opdages får det fatale følger og et gnistrede kultursammenstød er uundgåeligt. Ken Loach er manden bag denne vellykkede kærlighedshistorie, hvor især det problemfyldte forhold på tværs af religioner mellem de to hovedpersoner funkler.

Affæren udvikler sig hurtigt til et seriøst og oprigtigt forhold. Replikkerne mellem de to forelskede er velskrevne og leveres med en dejlig ironisk tone. Roisin og Casim sviner hinanden til på den kærlige måde, som kun nyforelskede kan gøre det. Og endnu engang beviser Ken Loach at han om nogen formår at blande humor og alvor i et mesterlig plot.

"Hvor mange fætre har du?" Således spørger den katolske kvinde Roisin sin muslimske kæreste Casim, da han endnu en gang beder hende dukke hovedet, når de passerer en af fætrenes take-aways. For familien er stor og fast besluttet på Casims kommende bryllup med kusinen Jasmine. Men det er Casim ikke.

Ken Loach skaber ikke ny indsigt i problematikken om tvangsægteskab med Et dristigt kys, men til gengæld skildrer filmen åbenhjertigt et stormfuldt Romeo og Julie forhold mellem to forelskede, der virker dømt til ikke at få hinanden. Kærligheden er dog en stærk allieret, men for Casim florerer den på begge sider. Familien er stor, hvor stor er kærligheden?

13. februar 2006 kl. OBS kl. 19.00

Der Untergang

Tyskland 2004

Instruktør: Oliver Hirschbiegel

Spilletid: 2 t. 30 min.

Grafik7Tyskland er i opløsning, den røde hær har lagt en jernring om Berlin og et nederlag for Det tredje Rige synes uundgåeligt. Hitler har sammen med sine nærmeste, deriblandt Eva Braun, familien Goebbles, og sin personlige sekretær Traudl Junges (hvis beretninger filmen til dels er baseret på) forskanset sig i Førerbunkeren i det centrale Berlin, hvor de afventer deres skæbne. De allierede nærmer sig hastigt Berlins porte, og Hitlers skiftende sindstilstande bliver værre og værre i takt med krigens udvikling. Der tegner sig hurtigt et billede af en desillusioneret Hitler med en ekstrem angst for konspirationer og et voldsomt had mod jøder, men der vises også en hidtil ukendt Hitler med mere humane sider. Netop filminstruktør Oliver Hirschbiegels skildring af Hitler som et menneske og ikke som en dæmoniseret myte, har for alvor gjort op med det traume som nazismen har efterladt i Tyskland. Filmens kontroversielle opgør med Hitler som myte, der sad øverst i hierarkiet og uddelte ordre, og at de tyske nazister ikke var vanvittige psykopater, men mennesker, der vidste, hvad de gjorde, præcis som du og jeg har skabt en del debat og eftertanke især i Tyskland. Siden Der Untergang fik premiere i Tyskland i efteråret 2004 har næsten 6 millioner tyskere, på tværs af generationer, set filmen.

27. februar 2006 OBS kl. 19.00

Caracas

Østrig 1989

Instruktør: Michael Schottenberg

Spilletid: 1 t. 31 min.

Grafik8Dette er ikke nogen Bagdad Cafe reprise som man i begyndelsen godt kan få indtrykket af med tankstationscafe og en lystigt spillende jukebox i baggrunden. Nej dette er en lille sort perle af en film om ægteparret Heinz og Helga Hopher, der driver tankstationen Caracas - alt imens den forsmåede ægtemand udtænker en frygtelig og snedig plan om hvordan hans nymfomane kone kan skaffes af vejen samtidigt med at han får fingrene i hendes sparepenge så han kan stikke af til Venezuela. Men den der graver en grav?.

Filmen vandt ungdomsprisen i Cannes i 1989

NB: Efter filmen er der generalforsamling!

13. marts 2006 kl. 19.30

Som i himlen

Sverige 2004

Instruktør: Kay Pollak

Spilletid: 2 t. 12 min.

Da den verdensberømte dirigent Daniel Daréus under en koncert falder om med et hjerteslag, beslutter han at afbryde karrieren, trække sig tilbage fra musikscenen, og rejser hjem til sin barndomsby i det nordlige Sverige. Det varer dog ikke længe før det lokale kirkekor opdager det og lokker ham til at komme forbi forsamlingshuset, hvor de holder øveaften hver torsdag. - Han kan jo bare lige kigge forbi og høre lidt på koret og måske give et par gode råd! - Daniel har selvfølgelig svært ved at sige nej og fra det øjeblik bliver intet som før ham og den lille by. Daniel har nemlig en ide om, at alle mennesker har en stemme, en indre stemme, og da han overtager koret er det den han søger at få frem i korets medlemmer. Og i denne process kommer også de indestængte følelser frem og op til overfladen - på godt og ondt. Koret udvikler sig og vokser. Og Daniel - han får såvel nye venner som fjender. Og så møder han kærligheden...

Medvirkende: Michael Nyqvist, Frida Hallgren, Helen Sjögren, Axelle Axell

Mads Kastrup (Berlingske Tidende) skrev: "Mange vil gå grådkvalte hjem fra denne film. Med en følelse af at være delagtiggjort i evigyldige sandheder om livet og kærligheden."

27. marts 2006 kl. 19.30

Motorcykel dagbog

Peru, Chile, Argentina, Brasilien, USA 2004

Instruktør: Walter Salles

Spilletid: 2 t. 8 min.

Grafik9Grafik10I 1952 drager de to unge argentinere Ernesto og Alberto på en motorcykeltur ud på de støvede landeveje for at opleve det sande Latinamerika. Med appetit på eventyr og fordomsfri indstilling møder de to kontinentets mangfoldige kulturer, de brogede beboere og den imponerende natur. Men makkerparret ser også bagsiden af samfundet med stor fattigdom og ulighed. Filmen følger de to oplevelseshungrende mænd på deres 8 måneder lange opdagelsesrejse gennem det smukke og barske kontinent. Selvom motorcyklen bryder sammen undervejs, fortsætter de to til fods og på stop. Her møder de et andet Latinamerika, der sætter deres romantiske rejseforestillinger i skarpt perspektiv. Filmen er baseret på Ernesto "Che" Guevaras og vennen Alberto Granados rejsedagbøger fra deres motorcykeltur gennem Sydamerika. Ernesto "Che" Guevaras skulle senere blive kendt som revolutionshelten Che Guevara.